Landsholdet skulle vise en ny side mod Nordirland. Mod slutningen fik vi måske svaret, vi har søgt

Det er ikke altid lige spændende at se testkamp i Parken. Men lørdag var der noget at se frem til. For det nye landshold under Brian Riemers ledelse skulle vise, at de formår noget, der i alt for mange år har været landsholdets akilleshæl. Kan Danmark spille med energi og hjerte, når modstanderen er dårligere, end vi er? Kan vi være andet end en underhund, der gør livet surt for de allerbedste? Det var spørgsmålet mod de upåagtede nordirere. Og svaret blafrede længe i vinden på en lunken aften i København. Underhunden, der kun bjæffer opad Danmark vil gerne spille med høj intensitet, energi og vilje. Landstræner Brian Riemer havde inden kampen talt om nødvendigheden af at tage ejerskab over kampen. Han talte også om sine overvejelser om at spille med to angribere for at sætte et pres tæt under det nordirske mål. Men Riemer startede med Rasmus Højlund som eneste deciderede spydspids, og tilskuerne i Parken måtte kigge længe efter både energi, pres og to angribere. Og det er desværre en velkendt følelse. Fortællingen om det danske landshold har i årtier været, at vi er dem, der præsterer over niveau. Vi kan spille op med de største, Frankrig, England, Portugal. Men den ubekvemme sandhed er, at vi ikke bare kan spille op med de største – vi kan også blive trynet af de mindste. De seneste år er det ikke mod nationer som Frankrig, England og Portugal, at landsholdet har spillet under niveau. Det har været mod hold som Tunesien, Australien, Slovenien og, nå ja – Nordirland. To af de dårligste landskampe under Kasper Hjulmands periode som landstræner var mod Nordirland. Men nu var det jo Brian Riemers landshold, vi skulle se lørdag – og for første gang i hans fem kampe i spidsen, var det danske landshold klare favoritter. En oplagt test for et landshold, som ifølge Brian Riemer selv ikke nødvendigvis skal samle nationen eller spille smuk fodbold. De skal vinde. Tryne de små og spille op med de store. Men ak. Skuffende start I kampens start lignede det et velkendt billede. Et uoplagt landshold, der gjorde det svært for sig selv. Debutanten Lucas Høgsberg fra FC Nordsjælland lavede efter mindre end fem minutter en debutantbrøler. En aflevering blev lidt sløset sendt ind foran eget mål, Crystal Palace-spilleren Justin Devenny var over den, en aflevering ind i det danske felt og 0-1 til de britiske gæster ved Pierre Emile-Højbjerg og nordirske Shea Charles i fællesskab. Et lamslået Parken og et gumpetungt dansk landshold, der slet ikke kunne få tempo og kreativitet ind i spillet. Det kunne ellers eksempelvis komme fra Mikkel Damsgaard. Han gør mange af de ting, man normalt ikke ser på tv. Lægger det vigtige pres, finder hul mellem modstanderens linjer. Han har lagt verdens stærkeste fodboldliga og succeshistorien Brentford ned i indeværende sæson, men mod de stærke nordirere så den vævre dansker længe helt idéforladt ud. En aflevering ud over baglinjen efter en misforståelse med Pierre Emile-Højbjerg var højdepunktet – lige indtil det ikke var. For Damsgaard kan glimte pludseligt. Et slangehug af en aflevering lå ved Gustav Isaksens fødder. Og Lazio-spilleren, der vel sagtens har været den bedste danske spiller under Brian Riemers kommando, tog et kort træk og hamrede bolden i mål. En velkendt afslutning fra Isaksen på kanten af feltet. Han scorer oftest med venstre, men her viste han, at højrebenet ikke bare er et støtteben. 1-1. Perlemål og oprejsning inden pausen. To fremme gav en højere enhed Ved anden halvlegs start havde Danmark det stadig svært. For at sige det, som det var. Det var uforskammet kedeligt. Danskerne trillede bolden rundt og forsøgte at finde rytme, men nordirerne, hvis spillere mestendels optræder i de lavere engelske divisioner, erobrede den gang på gang. Der var ingen synlig vilje hos danskerne. Men så foretog Brian Riemer aftenens bedste valg i det 66. minut. Han skiftede Mathias Kvistgaarden og Mika Biereth ind. Landstræneren vil gerne spille med to angribere, så udtrykket kan blive mere energisk, og holdet kan lægge et tungere pres på modstanderens felt. Og sådan blev det. Også selvom Kvistgaarden lå en anelse længere tilbage på banen. De to ved, hvordan man foretager et løb mod modstanderens felt. Allerede minuttet efter indskiftningen scorede Danmark. Rasmus Nissen Kristensen satte fart over højrekanten og efter nogle fine kombinationer fra debutanten Kvistgaarden og Gustav Isaksen, stod Christian Eriksen helt fri i feltet og kunne score sit landskampsmål nummer 45. Feltet var pumpet til bristepunktet med danskere, og bolden endte hos den rigtige. 2-1. Endnu en god aktion fra især Gustav Isaksen fulgte få minutter efter, hvor den lyshårede dansker med snævre driblinger fik sig filtret ud af tre nordirere og afsluttet mod mål. En energisk Mika Biereth kunne også have scoret kort efter, men Joakim Mæhle stod i offside. Nordirerne havde svært ved at håndtere de mange danskere, der pludselig stod helt inde under deres mål. Men det blev ikke til mere for Danmark. Kunne Danmark spille som favoritterne og tryne en modstander, der bør være underdanig? I hvert fald i en tredjedel af kampen. Det var nok lørdag. Men det er ikke nødvendigvis nok mod Grækenland og Skotland, der venter i VM-kvalifikationen. Én ting må man dog vedkende sig: Brian Riemer har sagt, at han hellere vil vinde end spille underholdende. og lørdag aften leverede han på begge dele af det løfte. https://www.berlingske.dk/indland/landsholdet-skulle-vise-en-ny-side-mod-nordirland-mod-slutningen-fik-vi